Personale i børnehaven

Susanne

Pædagog og souchef, ansat siden 1994

Susanne er i børnehaven, hvor hun har fagligt fokus på forældresamarbejde og på fællesskabet i børnegruppen, alle skal være en del af det, og alle skal føle sig værdsat. Til gruppedag er hun sammen med børnehavens storegruppe, hvor hun bl.a. arbejder med læring og sprogstimulering. Men Susanne har også grønne fingre og er dygtig til håndarbejde. Der sniger sig mange potter og små, hjemmelavede ting ind på stuerne, og så har Susanne verdens mindste håndskrift, hvormed hun blandt andet skriver børnenes små, sjove citater ned.

Lisbeth

Pædagog og leder, ansat siden 1989

Lisbeth er noget så sjældent som en leder med timer på stuerne. Lisbeth VIL have tid med børnene, for som hun siger: Det er hos børnene, man får sin inspiration og ikke mindst lærer, hvad der virker og ikke virker. Lisbeth får alt til at gå op i en højere enhed mellem personale, forældre og børn.  Heldigvis er hun roligheden selv, og alle udfordringer klares med en pragmatisk og humoristisk tilgang. Lisbeth kunne aldrig finde på at lede en konform institution. Her skal være plads til skæve indslag, genbrugsguld, farver og lidt rock og rull. 

Maria

Pædagog, ansat i siden 2009

Maria er med sit store fokus på børnenes sproglige udvikling og skoleparathed med til at tage godt hånd om børnehavens storegrupper. Det er med andre ord ikke sjældent, at en sætning hos et af de store børn slutter med ordene: ”Det har Maria lært mig”. Det er ikke fordi, hun terper med dem – det er simpelthen fordi, børnene synes, det er spændende og sjovt. Maria har derudover også stort fokus på forældresamarbejdet, som hun vægter meget højt.  Privat er Maria vild med zumba, og det er noget, man også godt kan danse i børnehavens fællesrum. 

Charlotte

Pædagogmedhjælper, ansat siden 1993

Charlotte er altid god for en snak. Hun holder af arbejdet med børn og deres forældre. I det daglige griber hun gerne børnenes spontane idéer. Et bord kan sagtens vendes til et sørøverskib, hvis det er dét. Charlotte kaster sig ud i leg med krop og bevægelse og afholder den ugentlige bagedage med stuens børn. Hun er derudover noget så sjældent som en ægte Københavner, der dog har valgt at bosætte sig på den anden side af sundet, hvor hun udlever sin indre bondedrøm. Den store passion er heste, og hun deler gerne historier om landlivet med Stenurtens bybørn.  Piger såvel som drenge er ved at dåne, når Charlotte viser sine nyklækkede kyllinger frem på skærmen.

Sandy

Pædagog, ansat siden oktober 2018

Sandy er børnehavens kreative sjæl. Hun hækler, laver scrapbøger, syr, maler og bygger dukkehuse - og det smitter af på børnene, som elsker at være kreative med Sandy. i sin fritid elsker Sandy at vandre i naturen og overnatte i shelters - og så har hun ikke et tv derhjemme, men går til gengæld ofte i kageklub.

Anna

Pædagog ansat siden oktober 2021

Anna er en allround favnende og dygtig pædagog med fokus på omsorg for og nærvær med børnene. Personalesamarbejde og samarbejde med forældrene vægtes højt. Anna er god til og glad for at planlægge dagens og ugens gang. Morgensamling for børnene, hvor alle kommer til orde, er en vigtig aktivitet for Anna. Hun er mægtig god til højtlæsning og fortælling af historier, og så har hun sin helt egen private sørøverhistorie, som børnene er vilde med at høre. Fritiden bruges på kaninen Egon, vægttræning og læsning, og hun rejser gerne.

Louise

Pædagog, ansat siden september 2021

Louise er uddannet psykomotorisk terapeut og en rolig og tålmodig person. Hun er optaget af at støtte børn i at rumme egne følelser, at skabe trygge og nærværende børnemiljøer og at børnene føler sig set og hørt. Interessen for yoga og mindfulness er stor, og fritiden bruges på at strikke, tegne og lave collager. Louise ynder at tage til Jyllands vesterhavskyst, som er hendes yndlingssted i Danmark.

Sita

Pædagog ansat siden september 2020

Sita (Maria Sita) er udover at være uddannet pædagog også uddannet som sang- og yogalærer. Børnene har stor glæde af hendes yogaudøvelse. Sang, musik og bevægelse hører også til Sitas store forcer. Hun har en fantastisk sangstemme, der får alle til at synge med. I fritiden arbejder Sita freelance som sanger og sangskriver og underviser i sang og yoga.